Fri myresyre

Fri myresyre

11. oktober 2016

Fri myresyre kræver kun lidt udstyr, men er den mest arbejdskrævende myresyremetode. Fri myresyre gives en gang dagligt 4 dage i træk. Der anvendes 60% myresyre, som doseres på et sugende materiale i form af gulvpap, karklude eller lignende. Bruger man flere lag køkkenrulle renser bierne det selv ud efter sidste behandling.

Placering

Man kan placere det sugende materiale i en skuffebund eller i et plasticindskud på bunden af bistadet. Man kan også placere det sugende materiale på bærelisterne.

Anvendelse

Efter begyndende indfodring, doseres dagligt fire dage i træk en mængde 60% myresyre med en doseringssprøjte på et blødt sugende materiale. Det er vigtigt, at det sugende materiale er i stand til at opsuge myresyren. Er materialet ikke tilstrækkeligt sugende, risikerer man at myresyren fordamper for hurtigt og at der overdoseres. Test f.eks. med vand, inden den egentlige behandling. Der doseres 2-3 ml myresyre pr. tavle bifamilien indvintres på.

Da myresyre er tungere end den omgivende luft, bør man regne lidt større mængde myresyre når man behandler forneden i forhold til foroven. 2 ml foroven eller 3 ml forneden pr. ramme.
Nogle biavlere anvender 85% myresyre (nu sælges kun 75%) i stedet for 60% myresyre. Dette kan ikke anbefales da dronningetabet er markant højere.

Behandling af forseglet yngel

Forseglet yngel, f.eks. fangstavlerne fra dronningeindespærring, kan behandles ved hjælp af myresyre. De forseglede yngeltavler uden bier anbringes i et lukket kunststofstade i en time med 25 ml 75% myresyre på sugende materiale over og 25 ml under tavlerne. Der anbringes op til 8 tavler i et aflukket 10 rammers magasin. Tavlerne fordeles ligeligt i magasinet. Effekten af denne behandling er meget høj (tæt på 100%). Ved denne behandling mister man ca. 10% af yngelen, specielt den ældste yngel er følsom.

Det er vigtigt, at man kun anvender forseglede yngeltavler fra bifamilier, som ikke er særligt hårdt angrebet, da der ellers kan være virus i ynglen.

Myresyrebehandling mod varroamider